62 / 132
59
merater, at vi skulde omgaaes dem som om vi alle
var fra Island og at de hos os skulde møde alt
hjerteligt Venskab. Og nu tænkte vi os, at, naar vi
havde kunnet faa ham til at gaa med til Gildet,
saa vilde nok liere, af Islænderne ogsaa gaae med,
og saa var Isen brudt. Jeg spurgte ham, om han
vilde tage dette under Overveielse, og tilføiede, at
hvis han bestemte sig til at gaae med som Deltager
i Julegildet, selv om han ikke vilde spille Comcdie,
saa vilde det være os en stor Glæde og et Vende
punkt i Forholdet mellemIslænderne og os andre.
Medens jeg saaledes sad og paa bedste Maade
søgte at vinde Lårus, sprang han pludseligt op,
greb mig i begge Skuldre og trykkede mig ind til
sig. Skjøndt dette skete med en Del Energi, gik
det straks op for mig, at Lårus Bløndal var min
Fange. Han capitulerede straks, sagde, at ikke blot
vilde han selv tegne sig som Deltager i Julegildet,
men han vilde tillige sørge for, at ogsaa de andre
Islændere gik med, og han erklærede sig endog
villig til at spille med i Comedien, hvis det var
nødvendigt. Hertil svarede jeg, at jeg nu fuldelig
havde naaet Øiemedet med min Mission, at han
kunde blive fri for at optræde som Skuespiller,
hvis han helst vilde være fri, — men jeg takkede
ham af mit inderste Hjerte for den kjærlige Mod
tagelse, han havde givet mig. Jeg var ganske sikker
paa, at hans Imødekommen vilde bevirke en fuld
stændig Sammensmeltning mellem Islændere og Ikke-
Islændcre. Da jeg forlod Lårus Bløndal, hviskede
han til mig, at han egentlig nok kunde have Lyst
til at spille den lille Bolle i Comedien.
Dette over al Forventning heldige Udfald af min
diplomatiske Sendelse til den fremmede Magts Over
hoved, vakte megen Glæde i Comitéen. Faa Timer
efter at jeg havde forladt Lårus Bløndal stod alle