64 / 132
Urtekræmmer H. Weis’s Arrakspuneh af almindelige
Puncheglas til 8 (i Stykket. —
Da der ovenpaa Skaalen for Island igjen var
kommen nogen Ro, reiste Lårus Rløndal sig og
takkede. Hans Tale var et Mesterstykke, ikke af
rhetorisk Kunst, men af rhetorisk Naturlighed. Saa-
ledes som han talte, har udentvivl de islandske
Bønder i Oldtiden talt paa deres Thingvalla Thing
og andre Thing. Han sagde nemlig paa en lige
frem og naturlig Maade det, som laae ham paa
Hjerte og hans Hjerte var fuldt. Han havde selv
Taarer i Øinene af Glæde. Derfor talte han saa
smukt. Det var den sande Veltalenhed. Der var
ingen overflødige eller uklare Ord, rene Ord for
klare Tanker. Senere sang nogle Islændere islandske
Vekselsange. Kort sagt, det var en vellykket Aften.
For mig fik dette Gilde et lidet Nachspiel. Som
Medlem af Comitéen var jeg jo i en vis Virksom
hed. Blandt andet maatte jeg ogsaa drikke en Del
personlige Glas. Deres Antal har jeg ikke noteret,
men det maa have løbet stærkt op, da jeg alene
drak Dus med atten Personer. Denne Omstændig
hed medførte, at jeg drak for meget, hvad Enhver
vil kunne indsee, og ikke lægge mig til Last. Det
vilde have været temmelig rimeligt, om jeg af denne
vældige Drik var bleven aldeles døddrukken, ja
maaske endog kunde være død paa Stedet af en
acut Alkoholforgiftning. Urtekræmmer Weis’s Punch
var ikke tilvirket af de ædleste Ingredienser og nydt
i en saadan Masse af et ungt Menneske paa 22 Aar,
som ikke var vant til den Slags Strabadser var det
en farlig Sag. Det var høist forunderligt at det
ikke gik værre end det gik. Da vi skulde til at
reise os fra Bordet, opdagede jeg, at det vilde være
mig umuligt at staa paa mine Ben. Derimod var
mit Hoved klart nok. Jeg forstod tydeligt og til