65 / 132
62
den mindste Detail hele Situationen.
Midt i en
Tilstand af Raadvildhed opdagede jeg Lårus Bløn-
dal. Jeg betroede mig til ham og sagde ham, hvor
dan det var fat med mig og had ham om at hjælpe
mig fra Kirken over paa mit Værelse paa 2. Gang
Nr. 5. «Jo, det skal jeg min Bror,» sagde Lårus,
tog mig paa Armen som et lille Barn, bar mig
ned ad Trappen, over Gaarden og op paa mit
Værelse. Ankommen her klædte han mig af, lagde
mig i Sengen, stoppede Tæppet ned om min Nakke,
sagde Godnat og kyssede mig.
Det glemmer jeg aldrig min nu forlængst afdøde
Ven, Lårus. Fra det Øieblik var jeg hans Ven for
Livet. Endnu, saa mange Aar efter staar den Scene
for mig som en kjær Erindring.
Fra dette Gilde at regne var der det bedste For
hold mellem Islænderne og os andre.
Det var
heller ikke underligt. Thi det viste sig, at de aller
Heste islandske Regensianere var rigtig prægtige Folk
med Hoved og Hjerte paa det rette Sted. I de Aar
fandt jeg flere af mine aller bedste Venner blandt
Islænderne.
Det var vist ogsaa godt for Islænderne selv, at
de kom til at staa os nærmere. Fle^e af dem fik
gjennem os Adgang til dannede Familier.
Dette
satte de stor Pris paa, men de gjorde sig ogsaa af
holdte hvor de kom og i kort Tid vidste de at
finde sig tilrette i de kjøbenhavnske Forhold. Dog
var der enkelte, for hvilke dette ikke lykkedes. Der
kom f. Ex. engang en meget ung Islænder herned
som Student og blev straks indlagt paa Regensen.
Han var en meget vakker ung Mand, med et vin
dende Væsen. Men han var i en utilladelig Grad
naiv, ja, han var saa naiv, at det blev nødvendigt
at sende ham hjem til Island igjen snarest muligt,
da det ikke var til at beregne, hvorledes det kunde