61 / 132
58
Tjeneste at spille denne forøvrigt lette lille Koile,
hvor der næsten ikke var noget at sige. — Det blev
tilfældigvis mig, der fik denne Commission. Der
var dem, der fraraadede mig det, i den Tro, al
Lårus Bløndal vilde blive meget vred. Det var en
overflødig Frygt: Det gik udmærket.
Jeg indfandt mig hos Lårus Bløndal paa hans
Værelse paa 4. Gang. Han tog venligt imod mig
og jeg tog Plads ligeoverfor denne prægtige, kjæmpe-
stærke Skikkelse. Medens jeg med al den bedaa-
rende Veltalenhed, som jeg var i Stand til at ud
folde, udviklede mit Ærinde for ham, sad han ganske
taus og hørte efter. Da jeg endelig standsede, sagde
han, at, naar han bad sig fritaget for den ham til
tænkte Ære at spille Comedie, saa var det ikke af
Uvillighed, men fordi at han var vis paa, at han
paa ingen Maade kunde paatage sig, selv den aller-
simpleste, Bolle. Det hjalp ikke alt hvad jeg an
førte for at overtale ham; han lo og rystede paa
Hovedet. Saa spurgte jeg ham, om der da ikke
var en af de andre Islændere, som han kunde faa
til at paatage sig Bollen. Vi vilde helst have en
Islænder dertil. Men heller ikke det vilde Lårus
indlade sig paa.
Det var mig en Skuffelse. Jeg ærgrede mig ved
Tanken om at skulde vende tilbage med uforrettet
Sag til de andre, især da jeg havde næret saa stor
Tillid til. at jeg skulde sætte Sagen igjennem.
Saa tog jeg Mod til mig og sagde ganske lige
frem til Lårus, at mit egentlige Ærinde ikke var
det med den Comedie, men at det, vi vilde, var at
tilvejebringe et godt og broderligt Forhold mellem
os og Islænderne. Vi var kjede af, at vi levede
der i det samme Hus og under samme Vilkaar og
dog var saa fremmede for hinanden. Det maatte
have en Ende. Vi vilde vise vore islandske Kam-