92 / 132
89
Om Concertsalen samledes Rorgerfamilierne og Slad
deren florerede der.
De paa Hænkene plantede
Fruer, Madammer og Tanter udtalte indbyrdes deres
Dom om de rundt om Concertsalen frem og tilbage
promenerende yngre Personer. Man nød forskjellige
Gjenstande og i al denne Snakken og Støi ved Op
vartningen druknede Musiken. Det forekom os, at
der i Grunden var kjedeligt. Saa blev vi hellere
hjemme i vor egen rare Regcnsgaard. —
At gjøre Udflugter ud i Omegnen var temmelig
besværligt, fordi der manglede Communicationsmid-
ler. Til Charlottenlund kom man pr. Kapervogn
fra Østerport. Men Kapervognene afgik ikke uden
naar de havde Læs. Kaperkuskene anvendte alle
mulige Kneb for at skafTe sig Passagerer. Concur-
rencen var stærk: De kaprede med en saadan
Energi, at naar de opdagede en Person langt borte,
som kunde mistænkes for at han vilde i Skoven,
foer en Sværm Kapere med Pidsken i Haanden
hen imod ham og reves om ham. De anbragte
Medlemmer af deres Familie paa Vognen som Lokke
duer, for at det skulde see ud som om de allerede
havde Passagerer og altsaa snart vilde kjøre. Un
dertiden maatte man sidde længe paa Vognen i ba
gende Solhede og vente paa at komme afsted, ind
til der omsider var samlet et passende Antal. Saa
raabte Kudsken: «Læg saa op, Ferdinand!» og saa
sneglede Vognen afsted ud ad Strandveien.
Det var altsaa intet Under at yngre Mennesker
foretrak at g a a ad Strandveien, der endnu bar sit
Navn med Rette som en Vei langs Stranden og
hvis Omgivelser lige fra Fælleden af vare landlige.
Naturen derude i Kjøbenhavns nordlige Omegn var
langtfra saa paavirket af Ryen som nu.
Det samme kunde siges om hele Nordsjælland.
Vi gjorde ogsaa Fodture derud paa flere Dage.