94 / 132
91
som etwas noch nie dagewesenes, slog vi os sam
men i et storre Antal og bestilte Pladserne hos
Direcleuren, som saa gjerne indrømmede os en Ha
bat, formodentlig for at trække os til Huset og for
at vi skulde virke som Claque og derigjennem bi
drage til Stykkernes Succes. Især var Kammeraad
Lange, Folketheatrets Directeur, opsat paa at drage
os til sig.
Netop i de Aar viste der sig et Phænomen, der
ligesom cn Comet, for nogen Tid lagde vældigt
Beslag paa Interessen. Det var den da saa berømte
spanske Dandserinde Señora Pepita da Oliva. Samme
Pepita nød fra Udlandet stor Berømmelse.
Her
havde man aldrig seet noget lignende. Hun kom,
saae og seirede, ligesom Cæsar. Det lykkedes hende
lige straks fra Begyndelsen at sætte Byen paa den
anden Ende. Begeistringen for hende var uhyre
stor, pludselig og voldsom. Alle maatte ben at se
hende. Mange, endog alvorlige ældre Herrer, om
hvem man ikke skulde have troet det, bleve grebne
af et sandt rabies Pepitica. De skabede sig saale-
des, at de bleve til Nar for alle andre fornuftige
Mennesker. Det var ikke for hendes Dands’s Skyld.
Pepita kunde aldeles ikke dandse, i kunstnerisk
Forstand. Det, hun leverede, var, som Dands be
tragtet, ikke andet end hvad enhver andalusisk Pige
kunde gjøre lige saa godt, og som vi senere have
seet flere, saakaldte spanske, Dandserinder gjøre
bedre. Men hun var ubegribelig smuk, yppig og
bedaarende.
Hendes lange, sorte, udslagne Haar
bølgede som en Hestehale fra hendes skjønne syd
landske Hoved.
Hendes mørke Øine lynede og
smeldede, hendes deilige Mund smilede saaledes, at
enhver troede, at Lynene og Smilene var adresse
rede til ham, og hendes til Overdrivelse velskabte
Legeme vrikkede, snoede og bugtede sig paa den