115 / 399
107
Mængde Stykgods, der næsten gjorde Dækket
ufremkommeligt. Det begyndte nu at regne,
og vi blev derfor stuvede ned i vor Hule. Her
anviste man os et Slags Natteleje, hvorom vi
aldrig havde gjort os noget Begreb. Det var,
saa vidt vi kunde forstaa, et gammelt Sejl, der
var lagt sammen en Del Gange, og laa dels
paa Gulvet, dels paa nogle Bundter Stokfisk,
som højnede vort Hovedgærde.
„Klæderne
kunde vi godt beholde p a a “ — forsikrede
Skibsdrengen, og Andet kunde heller ikke
falde os ind. Bæ lgmørkt var der, ti Laaget
var for Regnens Skyld lagt over Nedgangs
lugen, og Luften var kvælende lummer af Ild
stedets Varme og manglende Ventilation. Den
lugtede som en Blanding af Skorstensrøg, Os
af branket Fedt, brændte Kaffebønner, gammelt
Tovværk, vaade Uldklæder, transm urte Støvler
. . . og alt Andet, der kan vække Kvalme.
Og Kvalmen kom da ogsaa ganske rigtigt.
Søgangen og med den Skibets S lingringer til
tog stadig, og da vi en Stund havde trillet om
mellem hinanden og snart gledet ned paa Gulvet,
snart drukket Skaller mod Skibsplankerne, kom
Søsygen til Udbrud under behørig Jammer og