116 / 399
108
Stønnen, og det gjorde naturligvis ikke A tmo
sfæren bedre!
S aadan en N at havde jeg aldrig tænkt, at
jeg skulde opleve. Men det blev ikke ved den
ene Nat. Vinden havde vendt sig lige imod
os og var blevet til en saa stiv Kuling, at vi
Børn ikke kunde forstaa andet, end at det var
en Storm. Jagten maatte nu krydse sig frem
over Køge Bugt, og den laa snart paa den
ene, snart paa den anden Bov. Hvert Øjeblik
hørte vi en Sø gaa over Dækket og indbildte
os, at vi var i Fæ rd med at gaa til Bunds.
At det var blevet Dag hjalp os kun lidt, ti
Laaget paa vort Fængsel blev kun løftet op
saa længe, som Drengen behøvede for at krybe
gennem Lugen, og der var slet ikke Tale om at
vi Smaafolk kunde komme op paa Dækket —
vi var jo desuden saa søsyge, at vi ikke kunde
staa paa Benene. Lidt Lysning fik vi rigtig
nok, da der blev gjort Ild paa til Morgenkaffen,
men den var dyrt betalt, ti Røgen slog stadig
ned og tvang os til at lukke Øjnene. Til
sidst gik Skorstensrøret overbord, og saa blev
det rent galt. Vi var aldeles enige om, at det
var ude med os, kun var vi uvisse om, hvad
Død vi vilde faa. Allerede den tredie Dag var