125 / 399
117
ind i min Bevidsthed, at jeg har overfor dem
kunnet stole paa min sproglige Samvittigheds
følelse.
Omtrent paa samme Maade gik det i alle
andre Retninger.
„Det gik af sig se lv“ —
syntes Fader, og saa lod han det gaa, som det
bedst kunde. At det imidlertid kunde have gaaet
meget bedre ved en forstandig Vejledning af
min Lærelyst, mit lette Nemme og min ual
mindelige Hukommelse — derom var der ingen
Tale. Jeg læste hvad som helst, og lærte,
hvad jeg læste, uden Valg og Orden, Nyttigt
og Unyttigt mellem hinanden — f ø r s t , hvad
der burde være gemt til sidst, og s i d s t , hvad
jeg skulde have begyndt med. Og i min H u
kommelse var der Plads til det A ltsammen:
S a x o s Danmarkskrønike og B o m a r e s N a tu r
historie, Ø h le n s c h la g e r s Tragedier og J o
h a n n e s W i ld ts Romaner, L u k ia n s „T im on“
og S a lz m a n n s „Den menneskelige E lendighed“,
H o f fm a n n s Diablerier og Biskop G u n n e r u s ’
Afhandling om den norske Ostelavning —
etc. etc.
Det er ret betegnende, at den første Bog,
jeg ejede — købt for mine egne Sparepenge,
da jeg var 67a Aar gammel — var D am m s