124 / 399
116
med to tyske Smaadrenge, lært saa meget af
det beslægtede Nabosprog, at jeg ogsaa heri
var forud for mine Kammerater. Da jeg des
uden havde hurtigere Nemme end de, tog jeg
mig uden videre den .Frihed at forsømme nogle
Timer, og da Fader spurgte om Grunden dertil,
svarte jeg: at det gik mig for langsomt.
„Naa ja, ja ! “ — svarede Fader — „saa
kan Du jo blive borte, til de Andre har naaet
Dig, og sige til, naar Du faar bedre F o rstand !“
— Dermed var den Undervisning forbi. Jeg-
vilde nemlig vise, at jeg kunde lære saa hurtigt,
at de Andre ikke skulde naa mig, og i Stedet
for at sige til, gav jeg mig nu for Alvor til at
læse og oversætte Tysk paa egen Haand.
Et P a r Maaneder derefter fandt Fader et
Hefte af mine Oversæ ttelser og tog deraf A n
ledning til at prøve, hvor langt jeg var kommet,
og Prøven faldt saa godt ud, at han indrømmede,
at jeg virkelig var betydeligt forud for Kamme
raterne. „Og siden det gaar bedre paa den
Maade, saa bliv ved med d e n !“ — sagde han.
Det gjorde jeg, men Følgen blev rigtig nok
den, at skønt jeg har slugt en utalt Mængde
af tyske Bøger, er den tyske Grammatiks
Regler og Undtagelser aldrig trængt saa dybt