127 / 399
119
at Provsten havde forvisset sig om, at det
virkelig var Tilfældet, og at jeg ogsaa i andre
Discipliner, f. Ex. Fædrelandshistorie, N a tu r
historie og Sproglære, kunde en hel Del, som
man ikke plejede at lære i en Almueskole,
holdt han en meget varm Lovtale over den
Omsorg, Fader under trange Kaar og van ske
lige Forhold havde haaret for min Undervisning.
Denne Ros tillod min Faders Sandheds
kærlighed ham ikke at modtage.
Han for
sikrede, at han kun havde sagt mig Besked
om, hvad jeg havde spurgt om, men aldrig
givet mig Lektier for eller tvunget mig til at
lære noget. Hvad jeg kunde, var „kommet af
sig selv“ — dels ved, at jeg havde læst paa
egen Haand, dels ved, at jeg havde været til
Medhjælp i Skolen. Denne E rklæ ring i F o r
ening med en Lovtale af den gamle Præst, der
havde konfirmeret mig, bragte Provsten til at
gøre sig større Tanker om mig, end jeg var i
Stand til at retfærdiggøre.
„Vi skal tales
nærmere ved, førend jeg rejser!“ — sagde han,
efter at have betragtet mig en S tund i Tavshed —
og fortsatte derpaa Examen med de andre Børn.
Da den var forbi og han stod rejsefærdig,
kaldte han mig hen til sig og spurgte, om jeg