129 / 399
1 2 1
skulde blive fordret Umuligheder af mig, og
hvad der var muligt, maatte jeg jo finde mig
i at gøre.
Kort sagt: Enden blev, at Fader sagde:
„Naa! Saa gør, hvad Du tror er rig tig t!“ —
og at jeg lidt over femten A ar gammel forlod
mit Hjem, for i Frem tiden selv at styre min
Skæbne.
Jeg vil ikke sige, at det ju st var den
Skole, jeg trængte til, der nu aahnede sig for
mig, men jeg skal heller ikke negte, at jeg i
den kom til at lære meget, som jeg havde
godt af.
Havde min medfødte Lyst og Æ vne til at
lære fra først af fundet en aarvaagen og om
hyggelig Vejledning, vilde jeg rimeligvis meget
tidligt have erhvervet et Grundlag af solide
sammensmeltede Kundskaber, hvorpaa der kunde
have været bygget højere og højere, i Stedet
for, at det kom til at vare mange Aar og koste
stort Besvær at faa rettet de Misforstaaelser,
udfyldt de Huller og raadet Bod paa den
manglende Harmoni og Helhed i min Ud
vikling, hvormed jeg som Avtodidakt m aatte
begynde. Selv om mine Bestræbelser herfor
efter Haanden lykkedes nogenlunde, skete det