164 / 399
156
havde været oppe hos ham og forsikret, at han
hver Dag havde læst og tænkt saa meget paa
sine Lektier, at han ikke havde kunnet sove
om Natten, men at det var ham umuligt at
lære, hvad der fordredes. Han havde ikke
Hoved dertil, og bad derfor om, at han maatte
rejse hjem, da han aldrig vilde kunne tage
Eksamen. Forstanderen, der som sagt var en
god Mand, havde imidlertid opfordret ham til
ikke at tabe Modet, men prøve sine Evner
endnu et Par Maaneder, før han opgav sin
Fremtidsplan.
„Men hvad kan det hjælpe?“ — sukkede
den Fortvivlede. „Jeg kan jo ikke læse mere
end jeg gør.
„Det skal Du heller ikke. Tvert imod,“
— svarede jeg.
Kammeraten saa’ forundret paa mig, uvis
om det var Spøg eller Alvor. „Ja Du kan
sagtens!“ — fortsatte han. „Du læser aldrig
over og hver Gang, Du bliver eksamineret,
siger Forstanderen: „Det var meget godt.“
„Naturligvis — netop fordi jeg ikke læser,
som Du. Det er Din Fejl, at mens han holder
Foredrag, sidder Du og ser i Lærebøgerne og
bliver fortvivlet over, at han ikke siger det