159 / 399
151
dens Paatale vakte ofte ondt Blod, da det
trykte Reglement indirekte tillod Tobaksrygning
ved utrykkelig at nævne de Stuer, hvori der
slet ikke maatte ryges, og de, hvori der ikke
maatte ryges i bestemte Timer. Forstanderen,
der netop paa den Tid havde læst de nyeste
preussiske Seminariers Reglementer, havde faaet
Lyst til at indføre den i dem mere gennemførte
Kasserne-Disciplin og overraskede en smuk Dag
alle Eleverne med at oplæse en ny Udgave af
Reglementet, hvorved det blev os aldeles for
budt at ryge Tobak, saa længe vi var Elever.
Dette Indgreb i vor „personlige Frihed“
blev modtaget med ualmindelig Knurren, og
da Forstanderen opfordrede os til tydeligere at
udtale, hvad vi mente med vor uartikulerede
Opposition, og Ingen af de Andre tog Ordet,
saa tillod jeg mig at følge Opfordringen og
udtalte med almindelig Tilslutning, at Mis
stemningen var rettet mod den ny Bestemmelse,
fordi den stred mod det af Kancelliet konfir
merede Reglement, der ved sine Undtagelses
bestemmelser viste, at Tobaksrygning maatte
være os tilladt med den anførte Indskrænkning.
Som Svar derpaa oplæste han de Ord af
Slutningsparagrafen: „For øvrigt har Eleverne at