155 / 399
var for ham en saadan Bagatel, at det aldrig
kunde falde ham ind at notere Opgaven. I et
Nu, som ved Inspiration, havde han Facit, og
han tog aldrig fejl. Derimod var det ham i
Begyndelsen af det første Læreaar fuldstændig
umuligt at gengive en Smule af, hvad han
havde læst og lært, med egne Ord.
En af Eleverne i ældste Klasse blev kaldt
„Digteren“. Han havde nemlig en forbavsende
Færdighed i at skrive Vers. Naar han satte
sig til at skrive et Rimbrev eller et Lejligheds
digt, løb hans Pen med en saa ustandselig
Hurtighed hen over Papiret, som om det var
en Skrivemaskine, der var i Virksomhed, og
de Vers, han producerede med en saadan Lethed,
var altid korrekte — saa regelrette, som kun
Maskinarbejde kunde være. Men stort Mere
end Fabriksarbejde blev hans Digtning vist
heller ikke — i alt Fald vandt et Par Sam
linger af hans Smaadigte, som han senere ud
gav, ingen Bekræftelse paa hans tidligt er
hvervede Digternavn.
Lige saa forskellige som mine Kammerater
var i Begavelse, var de i Alder og Temperament.
Skønt Loven havde fastsat bestemte Alders
grænser for deres Antagelse, var der ved særlig
10
*
147