ErikBøghFraMineUngeDage

145

i Færd med at overvinde hans rigoristiske

Skrupler. Efter at han havde betragtet Resul

tatet af Prøven og purret sig i Haaret et Par

Gange, vendte han sig om og sagde — næsten

i en undskyldende Tone — „Ja, det Numer,

De sku lde have haft, det kan jeg ikke skaffe

Dem, men paa Grund af Deres, ved Antagelses-

Prøven, for Dagen lagte ualmindelige tilfreds

stillende Forberedelse, tror jeg at kunne for

svare, at jeg — uagtet alle tre Klasser til

sammen allerede har det lovbefalede Antal

Elever — undtagelsesvis antager Dem som

Elev udenfor Nummer i yngste Klasse.“

Og med den Besked ilede jeg jublende ned

i Spisestuen, hvor de andre nys antagne Elever

var samlede. Jeg indbildte mig, at jeg nu var

blevet forfremmet til en meget højere Rang

klasse, end den jeg havde tilhørt som Provstens

Faktotum, og anede mindst, at jeg kun var i

Færd med at erhverve mig en Titel, som jeg

senere skulde faa saa lidt Glæde af, og have

saa svært ved at blive kvit.

Det var et temmelig broget Selskab, hvori

jeg nu indtraadte. Flertallet af mine Kamme

rater var Bondesønner med meget stærk Hu

kommelse og tildels skarp om end uøvet Tænke-