148 / 399
140
her havde jeg af gode Grunde skrevet „Nej“,
og til Trods for Udfaldet af Prøven kom mit
Navn derfor ikke paa de Antagnes Liste, da
der det Aar — for første Gang — ingen Fri
pladser blev givet til Elever i yngste Klasse.
Da min Faders Skolepatron hørte dette,
sagde han til Fader, at han vilde betale den
ene Trediedel af Omkostningerne ved mit tre-
aarige Ophold paa Seminariet, hvis de to andre
Trediedele kunde skaffes til Veje paa anden
Maade. Fader takkede naturligvis for Tilsagnet,
men jo mere han tænkte over Umuligheden af
at opdrive det manglende Beløb, jo nærmere
kom han tilbage til sit sædvanlige haabløse:
„Hvad kan det hjælpe!“ — Der var efter hans
Mening intet Andet at gøre, end at opgive
Sagen indtil videre og „se Tiden an“.
Jeg mente derimod, at Alt kunde klares,
hvis Fader blot bad den velvillige Godsejer om,
i Stedet for i 3 Aar at give en Trediedel
aarlig, at betale alle tre Trediedele det første
Aar. Nu, da der var kommet saa mange Fri
pladser i Mellemklassen, maatte jeg vel sagtens
kunne gøre mig Haab om en til næste Aar.
Men det kunde Fader ikke gaa ind paa.