143 / 399
ind i Boden. Nn maatte den sekstenaarige
Peer frem. Han havde Ingen at skylde paa.
Han havde sat Spanden fra sig, mens han
tænkte over, hvor han skulde tømme den, og
i det Samme havde Pigen kaldt Folkene ind
til Julegrøden. Det havde voldt, at han lod
Spanden staa og siden glemte den, men „han
havde jo aldrig kunnet tro, at det skulde blive
saadan en Frost.“
„Da skal jeg sandt for Herren lære Dig
at tro det!“ — sagde Provsten, og gav saa
Peer fire velmente Kæpperap paa Rygstykkerne.
Derpaa kom han ind — endnu i stærk
Bevægelse. „Hjælp mig min Præstekjole paa,
og kom saa over i Kirken!“ — hed det nu.
Jeg gjorde, som sagt, men jeg tør ikke
negte, at da han lidt efter begyndte sin Præ
diken med Englenes Julehilsen: „Ære være
Gud i det Høje, Fred paa Jorden, og i Men
neskene en Velbehagelighed!“ — havde jeg lidt
svært ved at rime det, jeg hørte, sammen med
det, jeg nylig havde set.
Man maa imidlertid ikke af disse Smaa-
træk danne sig den Forestilling, at Provsten i
det Hele taget var nogen barsk eller uomgæn
gelig Person — Tværtimod! Han var anerkendt
135