142 / 399
134
som Undgaaelsen af den skete Skade ikke
kunde unskylde end sige forsvare.
At Tjenestefolkene blev holdte under den
strængeste Disciplin var en Selvfølge. De bar
især en velbegrundet Ærbødighed for den Hassel
kæp, han altid havde i Haanden, naar han
færdedes i Gaarden og paa Marken: med Und
tagelse af den halvgamle Kusk og Avlskarl
havde de alle — baade Piger og Karle — gjort
dens aller nærmeste Bekendtskab.
Mellem de ikke faa Optrin, hvori jeg saa
den i Funktion mod Uorden, Unoder og Utug
tighed, er der et, som især staar tydeligt for
min Erindring.
Det var første Juledag, lidt før Kirketid,
at han paa sin Morgen-Runde ude i Gaarden
opdagede en Spand, der havde været fyldt med
Kalk, men var faldet i Staver, da dens Ind
hold i Nattens Løb var bundfrosset.
Han
kaldte nu paa Avlskarlen og spurgte, hvorledes
det var gaaet til. Ja, det maatte Anders vide,
han havde brugt Kalken sidst. Saa blev der
kaldt paa ham.
Han havde ganske rigtig
klinet ovre i Stalden, men da han var færdig
dermed, havde han givet Peer Spanden og
sagt, at han skulde tømme den og bære den