ErikBøghFraMineUngeDage

131

En Morgenstund kort efter, da jeg ifølge

Ordre var til Stede paa Kontoret, mens Pigen

gjorde rent, havde Provsten fra sit Sovekammer

hørt hende le. Da han siden kom ud i sit

Arbejdsværelse, begyndte han: „Jeg hørte Trine

le for lidt siden. Det var naturligvis over

noget, Du sagde —“. Her gjorde han en lille

Pavse, og da jeg troede, at han havde talt ud

og ventede paa Svar, skyndte jeg mig med at

oplyse: „Jeg sagde blot . . .“, mere fik jeg

ikke sagt, førend et imponerende Blik lod mig

forstaa, at det ikke var mig, der havde Ordet.

Nu kom Fortsættelsen: „Du sagde følgelig

noget Upassende. Enten var det noget Mor

somt, og det er upassende for Dig at være

morsom for Stupigen, eller ogsaa var det noget

saa dumt, at hun lo Dig ud, og det passer sig

endnu mindre. Du kan overhovedet betragte

enhver Konversation mellem Dig og det under

ordnede Tyende som upassende!“

Endnu mere upassende var det naturligvis

uden bydende Nødvendighed at tale til ham

selv, og naar han havde givet en Ordre, be

tragtede han enhver Indvending, selv om den

var nok saa beføjet og blev fremført i den be-

skedneste Form, som aldeles utilladelig.