138 / 399
130
jeg indlod mig i en Samtale med Folkene, der
jo „ikke var mine Sideordnede“.
Og netop i Retning af Orden og Folke-
skik havde jeg saa meget at lære!
En af de første Dage efter min Ankomst,
da alle Gaardens Folk var ude i Marken, fik
Provsten en uventet Forretning, der nødsagede
ham til at køre ud, og gav Anledning til, at
jeg skyndsomst maatte bringe en Ordre des-
angaaende til en af Karlene. Da jeg kom til
bage, havde Provsten i lang Afstand bemærket,
at Karlen og jeg talte sammen undervejs. „Hvad
var det for en lang Passiar, Du førte med Jens?“
— spurgte han, og jeg, der ikke anede Uraad,
fortalte nok saa frejdig, at jeg havde disputeret
med Karlen, som paastod, at Snogene var et
Slags Aal, som havde forvildet sig op paa
Landjorden. „Disputeret!“ — gentog Provsten
skarpt — „Man disputerer kun med sine Lige-
mænd. I det Højeste kunde Du kort og godt
have sagt ham, at Aalen var en Fisk, men
Snogen et Amfibium, og dermed Punktum —
men disputere derom med min Tjenestedreng,
det passer sig ikke. Du skal i det Hele taget
have for megen Ambition til at indlade Dig
med Folkene!“