141 / 399
133
bragte mig til at forstumme, gentog han: „Jeg
sagde: Skyd!“
Altsaa jeg skød — og ganske rigtigt: Ska
den, jeg sigtede paa, faldt død til Jorden, men
Skaden, jeg vilde have undgaaet, var anrettet.
Den fine Skjorte, som nok oven i Købet var
broderet af den afdøde Provstinde, havde med
det samme faaet sit Banesaar af Haglene.
Provsten skyndte sig hen til de Ramte, og
Blodet steg ham til Hovedet, da han saa
Følgerne af sin Ordre. I min Befippelse var
jeg nu saa ubetænksom at forsikre, at det var
netop for at skaane Tøiet, jeg havde villet . . .“
Men heller ikke denne Gang fik jeg talt
ud. Konsekvent til det Yderste afbrød min
Principal mig med sin mest skræmselfulde Av-
toritet: „Her er slet ikke Tale om, hvad Du
havde villet. JNaar jeg siger: Skyd! — saa
har Du at skyde. Resten bliver min Sag!“
Det var saaledes ikke min Fejl, at jeg
havde adlydt, ti det var min Skyldighed, men
at jeg først havde villet adlyde paa en anden
Maade, end han havde tænkt sig, og derpaa
villet bevise, at min Maade vilde have været
den tjenligste — det var et Brud paa Respekten,