140 / 399
132
En Dag havde Husjomfruen beklaget sig
over, at en Flok Skader, som havde sit Tilhold
i Haven, tilsmudsede det nyvaskede Tøj, der
var ophængt til Tørring ved Blegepladsen.
Lidt efter kom Provsten ind til mig med
en Bøsse.
„Kan Du skyde?“ — spurgte han.
— Ja—a!
— Saa lad denne Bøsse! Her er Krudt
og Hagl!
Jeg adlød.
— Kom saa med!
Jeg fulgte. Da vi kom hen til Vasketøjet,
sad just en Skade og gyngede paa en af Prov
stens fineste Manchetskjorter. „Skyd den Fugl
der!“ lød nu Ordren.
Jeg lagde an, og holdt mig færdig til at
skyde, saa snart Fuglen fløj op.
„Naa! hvad venter Du efter?“ — spurgte
Provsten utaalmodig.
„At den skal flyve.“
„Saa træffer Du ikke. Skyd, mens den
sidder!“
„Ja men . . .“
Mere fik jeg ikke sagt. Et Men var en
Insubordination. Med et Blik, der øjeblikkelig