136 / 399
128
Forøgelse, mine Kundskaber fik i disse to Aar,
ti her var som sagt ingen Tid til at fortsætte
min Alleslagslæsning.
I Sommermaanederne, naar Kontorarbejdet
sagtnede lidt, fik jeg Brug for ethvert Minut,
der blev til overs, idet jeg fik Underopsynet
over Haven og blev betroet til at plante, be
skære, klippe Hække, binde Spalierer op,
stikke Asparges, vande Blomster og passe
Mistbænke — og naar Høsten kom, og Tienden
skulde leveres
i n n a tu r a ,
fik jeg Fuldmagt til
at ride fra Gaard til Gaard, tælle Neg, „rebe
Ærter“ o. s. v. Kort sagt: jeg var Kontorist,
Informator, Sognebibliotekar, Forsanger i Kir
ken, Gartner, „Tæller“, Skytte, Ridefoged og
hvad som helst andet. Men i alle disse Egen
skaber var jeg kun et Slags Befalingsopfyl
delsesmaskine. Min Personlighed var suspen
deret, saa længe jeg var i Provstens Hus. Jeg
tror i alt Fald ikke, at han nogensinde har
talt med mig om Noget, der angik mig per
sonligt. Han gav mig kun Ordrer — altid
i den bestemte korrekte Form: „Nu skal
Du. . .“ o. s. v.
Han var den mest regelmæssige Mand, jeg
har kendt: Pligtmenneske til det Yderste, nøj