157 / 399
Paarørende. Hvad det paa den Tid vilde sige
for en Student, faar man et lille Begreb om,
naar man husker paa Kuplettet i „For Alvor“,
hvori det en halv Snes Aar senere hed om
den udsvævende Frans Halland:
„D u k a n tro, h a n ender vist paa
Jo n stru p Sem inarium !
Disse to unge Herrer, der hidtil ikke havde
haft Tanke for ret meget Andet end at nyde
Livet, betragtede naturligvis Seminariet som
en Straffeanstalt og deres Anbringelse derude
som en uforsvarlig Degradation. Da de som Følge
af deres bevægede Fortid og deres Værdighed
som
cives a ca d em ic i
havde set noget mere af
Verden og havde Rede paa Adskilligt, som
deres landsbyfødte Kolleger, ikke kendte Noget
til, indtog de i Begyndelsen en noget reserveret
og tilbagetrukket Stilling overfor disse, men
— jeg ved ikke hvorfor — skønt de var i 2den
Klasse, og jeg, der var fire—fem Aar yngre
end de, kun i yngste, viste de mig efter kort
Tids Forløb en særlig Velvilje, som naturligvis,
smigrede mig og fremkaldte en Sammenslutning
mellem os, der ikke i alle Retninger var gavnlig
for mig.
Jeg havde vist nok naaet mit 18de Aar,
149