168 / 399
160
tysta som Egyptens prester“ og høre paa de
mumlende Kammerater, tilbragte vi saa vidt
muligt vor Fritid i det Frie, og det var kun,
naar Vejr og Føre holdt os inden Døre, at vi
lod os stuve sammen med de Andre, og da
trøstede vi os sædvanlig med en eller anden
underholdende Bog, som vi havde faaet til
Laans.
Aaret gik hurtigt, og Opflyttelses-Eksamen
kom. Jeg overstod den meget heldigt og fik
særdeles gode Karakterer i alle Fag. Jeg tror
endogsaa, at jeg efter dem vilde være blevet
Nummer Et eller maaske Nr. To i Klassen
næste Aar, og paa Grund deraf betragtede jeg
det som givet, at jeg denne Gang maatte faa
Friplads, og mine Kammerater var af samme
Mening, men vor Sandsynlighedsberegning slog
ilde til. Da Forstanderens Indstilling kom til
bage, bekræftet af Kancelliet, og Resultatet
blev os forkyndt, viste det sig, at to — eller
om jeg husker ret tre — af mine Kammerater,
der havde gjort en mindre god Eksamen, havde
faaet Friplads, men jeg ikke.
Det var for mig det Samme som en Til
kendegivelse af, at jeg maatte forlade Seminariet.
Jeg havde to Aar tilbage, og hverken Haab