173 / 399
165
terer til næste Eksamen, maa han da vel
kunne faa frit Ophold her det sidste Aar!“
„Det er muligt, men ikke afgjort, da det
staar til ham selv at forspilde Muligheden!“
Med den Besked gik min Onkel ned til
Økonomen, en gammel Dame, som han kendte
fra sin Seminarietid, og hos hvem han haabede
at faa nøjere Besked om, hvad det var for
Optøjer, hvorved jeg denne Gang havde for
spildt mine tilsyneladende gode Udsigter.
Hun tog imidlertid helt mit Parti og for
sikrede, at efter hendes Mening havde jeg
ikke forbrudt mig med Andet, end at jeg med
ungdommelig Frimodighed havde udtalt mig
mod det nye smaalige Reglement, og i min
overgivne Lystighed jævnlig gjort Løjer med
Opsynsmændene, der til Gengæld havde været
mig paa Nakken ved enhver Lejlighed. Hun
havde endogsaa saa megen Godhed for mig,
at da hun hørte, at Onkel, der just ikke var
velhavende, vilde gøre Udvej for Betalingen
det første af de to resterende Aar, saa tilbød
hun, at hvis jeg heller ikke næste Gang fik
Friplads, skulde hun renoncere paa Godtgørelsen
for det sidste Aar.
Jeg fik altsaa de 100 Rigsdaler til Laans.