179 / 399
171
Slætninges Penge. Det var som sidste Udvej,
efter at Familien havde indset Umuligheden af
at holde ham til Studierne i Hovedstaden, at
han var blevet „sat paa Jonstrup“. Han var
det letsindigste Menneske, jeg har kendt. Der
var, som man siger, ikke en Draabe ondt Blod
i ham, og forsætlig vilde han ikke gøre noget
levende Væsen Fortræd, men naar Øjeblikket
fristede, kunde han ikke modstaa, selv om han
maatte kunne indse, at han satte baade sin
egen og sine Nærmestes Velfærd i Vove. Vel
villig, ja opofrende var han overfor alle sine
Kammerater, og selv Lærerne modstod sjælden
hans aabenhjærtige Tilstaaelser og hans i Øje
blikket ærligt mente Løfter, som han ogsaa
standhaftigt holdt — saalænge der ikke var Lej
lighed til at bryde dem.
Det var to farlige Venner. Den enes syste
matiske Lovtrods og den andens Letsind frem
kaldte stadig Konflikter med Reglementet. Blev
vi lidt for længe ude en Aften, eller stod vi et
Par Minuter for silde op om Morgenen, saa var
det sjælden en Enkelt af os, men os alle Tre, der
kom til at paradere i Uordens-Protokollen, fordi
vi havde spaseret sammen om Aftenen eller pa-
siaret sammen om Morgenen til Opsynsmanden