184 / 399
176
at den var skrevet paa fejlfrie Vers, som pas
sede til Melodien og kunde forstaas uden Van
skelighed — hvilket Sidste gjorde den til Mod
sætning af en Sang, som vor Forstander (der
ved denne Lejlighed blev udnævnt til Professor)
havde digtet. Han var vel en lærd Mand og
en stiv Grammatiker, men Forstaaelsen af hans
Poesi kostede et ualmindeligt Hovedbrud. Her
er et af hans Vers til Prøve:
Y idsk ab s V enner, L ysets P ræ st
A an den s Offer bringe,
H je rte ts G uld p a a L ysets F est,
T a k p a a T an k en s V inge.
V isdom førte os ved R aad,
K æ rlighed gav G læde.
V ise F æ dres Jubeld aad
H jæ rte to n e r kvæ de.
Dette Vers, der vist nok vil forekomme de
fleste Læsere som komplet Amfiguri eller i alt
Fald som en meget „mørk Tale“, er blevet mig
uforglemmeligt, fordi det gav Anledning til, at
jeg begik en ny Exces.
Som bekendt er det for unge Mennesker
(af og til ogsaa for ældre!) en særlig Fornøjelse
at kritisere deres Foresattes mislykkede Ar
bejder, og det er derfor let forstaaeligt, at en
Mængde af Kammeraterne fik travlt med at