186 / 399
178
nende, men mere uskyldige Foredrag blev tagne
behørigt i Betragtning ved Udfærdigelsen af
min Demissionsattest. Det var i alt Fald min
største Forsyndelse mod „den bestaaende Tin
genes Orden“.
Efter at vi var opflyttede i Demissions
klassen og især efter Jubilæums-Ballet udbrød
der en ejendommelig Epidemi blandt os. Den
gik paa den gamle Melodi af Piberdrengens
Vise i „Vennernes Fest“:
Je g veed ikke, hvad je g skal gøve,
N u er je g saa ledig og løs,
E n m aa dog m it H jæ rte tilhøre,
D a je g er saa voksen en K nøs —
og slog ud i en Mængde Forlovelser, der na
turligvis skulde være hemmelige, men ikke
kunde forties. Jeg kendte dem allesammen
fra Patienternes egen Mund, ja jeg tør ikke
engang benægte, at jeg i Egenskab af den mest
æstetisk Belæste var taget paa Raad og havde
fungeret som Koncipist ved Affattelsen af tre,
fire af Frierbrevene.
Det var derfor ikke
underligt, at ogsaa jeg fik et lille Angreb af
Smitten og skrev en lille Suite af erotiske
Digte med Motto af Ingemann: