187 / 399
179
H vor skal je g finde Dig, m in Sjæ ls V eninde?
H v or skal je g søge D ig p a a V erdens 0 ?
E n enlig S ang er ga ar je g her iblinde,
V eed ej, hvad L ivet er — og k a n ej dø.
De havde ikke nogen bestemt Adresse og
var kun som spontan Lyrik forærede til en
ung Dame, der nærmest syntes mig passende
til Genstand for mine forlorne Længselsudbrud,
og de gjorde fortjent Lykke: hun fandt Poe
sierne rørende, tilsmilte mig sit Bifald . . . og
forlovede sig med en Prosaiker — men jeg
kunde fremdeles „ikke dø“.
Som jeg senere erfarede, havde mine Vers
dog gjort en vis Virkning. En af mine Kam
merater havde faaet Afskrift af dem, sat sit
Navn under dem og under behørig Adresse af
sendt dem et for et til sit Hjærtes Dame, der
bevæget af den udsukkede „Liebesnoth“, lyk
saliggjorde ham med sit Ja. At-Lykken ikke
varede længere, end til hun opdagede Plagiatet,
var jo ikke deres Skyld.
Tiden gik og Demissionseksamen kom.
Den fik ikke noget heldigt Udfald for mine to
studerede Kammerater, der begge maatte nøjes
med anden Karakter — og som Følge deraf blev
satte i den Nødvendighed at maatte være Hjælpe
i r