ErikBøghFraMineUngeDage

185

for at paadrage mig Fordringer, som jeg maaske

ikke havde Ævner til at opfylde.

Min nye Patron mente, at efter de Prøver,

han havde hørt, behøvede jeg ikke at være

bange. De Kundskaber, jeg allerede havde

erhvervet, vilde komme mig meget til Gode,

hvis jeg, som han antog, vilde bestemme mig

for det teologiske Studium.

Det var, som om jeg fik en Spand Vand

over mig. „Det teologiske . . .“ — gentog

jeg betuttet.

„Ja — vilde det ikke ligge nærmest for

Dem?“ — spurgte han smilende.

Jeg trode i hans Smil at se et Tegn paa,

at han talte ironisk for at sætte mig paa Prøve,

og busede ud med den Forsikring: at den

teologiske Vej laa mig aller fjærnest. „Jeg

havde slet ingen Anlæg til at være velær

værdig, og havde selv saa svært ved at tro

paa Mirakler, at jeg ikke turde paatage mig at

faa Andre dertil.“

„Naa, naa, naa!“ — svarede han med et

lille Skuldertræk. — „Der kan jo Ingen for

lange, at De i Deres Alder skal have den Alvor,

som et gejstlig Embede fordrer, og hvad Troen

angaar, skal der ogsaa Tid og Erfaring til at