194 / 399
186
leve sig ind i den. De kan jo nu tænke over
den Sag, Vi træffes vel en anden Gang.“
Hermed saa’ han paa sit Ur, nikkede
Farvel og gik.
„Enandengang er en Skælm“ — siger
Ordsproget. Det var den ogsaa denne Gang.
Jeg ventede at se ham igen paa Dimis
sionsdagen, men jeg traf ham aldrig mere og
fik ikke en Gang at vide, hvem han var. Alt
hvad jeg kunde faa opspurgt om ham var, at
en af Seminaristerne havde hørt hans Kusk
titulere ham „Provsten“.
Det var imidlertid tilstrækkeligt til at lade
mig forstaa, at han havde følt sig stødt ved
min flotte Udtalelse, og at jeg havde forspildt
en Velvillie, der maaske kunde have ført mig
ind paa en lysere Livsbane.
Der kunde vist nok have været Mulighed
for, at den ubekendte, gamle Hædersmand ikke
vilde have fastholdt det teologiske Studium som
absolut Betingelse for Hjælpen, og at jeg ved
en mere besindig og beskeden Optræden kunde
have bevaret den Velvillie, han saa uventet
havde vist mig, men jeg maatte trøste mig
med, at en større Tilbageholdenhed, ja selv
en oprigtig ment Opsættelse af det forestaaende