197 / 399
1 8 9
fremstille den, og derfor skal jeg uden R ettel
ser fremlægge det gam le A k tstykke:
Min bedste Ven!
Hav Tak for Dit Brev
Og for den dejlige Mængde
Levende Væsener, Du beskrev,
Fra Din Principal til den mindste Elev,
Og alle de Smaating, der gav mig Begreb
Om, hvad der er hændt Dig, og hvad Du bedrev.
Du aner ikke, hvor rørt jeg blev
Over dets vældige Længde!
Den viste mig, hvor Dit Sind var venskabeligt,
Eller — hvor Du maa kede Dig drabeligt.
Dit første Spørgsmaal: Hvordan jeg har det,
Kan jeg besvare med: „A a— som man ta ’r det.“
Jeg maa jo, saa vidt mine Evner slaar til,
Gøre gode Miner til daarligt Spil;
Men det er slet ingen Spøg at holde
Den rette Air i min Anstandsrolle.
Skøndt
facile p rincep s
i Lærdom paa Gaarden,
Jeg vaagner fortumlet hver evige Morgen
Og kniber mig selv, fordi jeg neppe
Veed, om jeg er eller ikke er Jeppe.
Jeg synes endnu, at jeg føler Lænken,
Hvormed jeg var smedet til Skolebænken,
Og finder slet ingen Mening i,