192 / 399
184
Paa den ene Side aabnede der sig uover
skuelige Udsigter, som næsten bragte mig til
at svimle, men paa den anden stod min for
knyttende Mangel paa Selvtillid, der altid har
holdt mig tilbage, naar ikke Nød eller Chikane
har tvunget mig frem. Jeg havde aldrig givet
mig af med at ønske eller kendt til ærgerrige
Drømmerier. At blive Skolelærer havde været
det højeste Maal, hvorefter jeg havde tragtet,
og dertil havde jeg set, at mine Evner forslog.
Men sæt, at jeg ligesom mine to Kammerater
kom tilkort, naar jeg vovede mig ind paa den
akademiske Bane! — Og hvilket Tryk vilde
det ikke være, at skylde en Fremmed saa
meget! Hvilken Skam vilde det ikke være,
hvis Resultatet af hans Opofrelser ikke svarede
til hans Forventninger!
I nogle Sekunder løb disse og en Mængde
andre Tanker omkring i Hovedet paa mig, og
det var vist i en meget forvirret Form jeg
svarede: at jeg vilde være henrykt over at
komme til at studere og ubegrænset taknemmelig
mod Den, der gjorde mig det muligt, men at
jeg ikke havde Begreb om, hvormeget der
skulde læres for at opnaa en tilfredsstillende
Embedseksamen, og at jeg derfor var ængstelig