189 / 399
181
for en „meget god“ Opførsel, som da var den
sædvanlige Karakter. Vi kunde paavise, at
Personer, der havde gjort sig skyldige i aldeles
uanstændige Excesser, desuagtet havde faaet
Vidnesbyrd om „en god Opførsel“, og da den
aldrig tidligere brugte Karakter „ret god“ ikke
engang havde saa god Klang, udbad vi os en
skriftlig Forklaring over dens Valør.
Det fik vi i Form af den Erkendelse, at
vi „ikke havde gjort os skyldige i nogen Over
trædelse af de borgerlige Love og den alminde
lige Moral, men kun vist Tilbøjelighed til og
Færdighed i at omgaa den bestaaende Tingenes
Orden“ — og dermed slog vi os til Ro.