199 / 399
1 9 1
Konen er livlig, venlig og rar.
Hun er Slesvigerinde, men har
Det Uheld at være født paa Landet
„Bi Aappenraad“, og kan ikke andet
Sprog end et fælt Patois, der er ganske
Rædsomt for Tyske saa vel som for Danske.
Børnene, der er normalt begavede,
Kunde være lidt bedre avede;
De er forkælede, slemt forsømte,
Og har i al deres Tid været dømte
Til snart at platt-tyskes med Papa
Og snart at tysk-jydskes med Mama.
Mens ogsaa lidt Kulsviersprog blev hængende
Da de omgikkes Bønderdrengene.
Du kan begribe, at vænne dem fra
Platt-Tysk og Sællandsk og Løjter-Patois
og lære dem Dansk bliver Slid for Pengene.
Vor Jomfru er jysk — en Vardenserinde,
Ogsaa et Slags Dialekt-Fænomen!
Hun taler „en Sprook saa peen, saa peen,
Men det er hende umuligt at finde
Ud af: hvad der er Et eller En.
Og spiser vi Grød — som hver Aften sker,
Saa spørger hun smilende: „Vil De ha’ f l e r ? “
Og for at gøre vort Virvar komplet
Har vi fremdeles en mørke-brunet
„Schwitzer-Mädel“ fra Bern, der gør
Underværker af Ost og af Smør,