205 / 399
1 9 7
skrevet og ladet trykke i m in Digtsam ling, maa
Publikum bedømme. Jeg skal kun attestere,
at jeg den Gang skrev deslige Epistler
cu rren te
calamo,
mens de senere, selv om de saa be
tydelig lettere ud, er gaaet mere og mere lang
som t fra Haanden.
Som S lutningen af det anførte B rudstykke
viser, befandt jeg m ig paa den Tid i en nervøs
U rostilstand, under et stadigt T ryk af den u til
fredsstillede V irkelyst eller D rift, der kan ud
trykkes i Replikken: „Noget m aa der gø res“.
Jeg havde utilbørlig længe opsat at læse til
Eksamen, men havde i den korte Tid, der var
levnet, opbudt hele m in Energi, læ st tidlig og
silde, ikke tæ nk t paa noget som helst Andet,
ja , om Natten kun drøm t om , hvilke Spørgs-
maal der kunde komme bag paa mig. Nu,
efter at Eksam en var vel overstaaet, var jeg
ikke blot ov e ran stræ n g t, men da paa en Gang-
A lt, hvad der havde optaget hele m in T anke
og fremkaldt den stæ rke Spænding, var bo rt
faldet, havde jeg en Følelse a f, at hele min
H jæ rnes tidligere Møblement var udflyttet, og
at den aandelige Verdens
H o rro r v a c u i
i den
Anledning øvede sit P res paa mit Hoved.
Noget maatte der gøres — men hv ad ?