206 / 399
Mest ko rrek t vilde det naturligvis have væ ret:
at anvende det ledige Overskud af Drift og
K raft i m in nye Stillings Interesse, men det
var ikke saa let sagt som gjort. A llerede ved
den første Sam tale med m in P rincipal blev det
mig klart, at han havde gjort sig et andet B e
greb om mine P ligter og Rettigheder, end jeg-
kunde gaa ind paa. S kønt han hverken havde
læst
0111
G rækerne eller om deres Opdragelses-
m aade, havde han tæ nk t sig, at en H uslæ rer
ikke blot skulde sørge for Børnenes U ndervis
n ing, men ligesom den antikke Pædagog være
deres Fører, Oppasser og P aapasser i hele deres
F ritid og følgelig selv gøre A fkald paa at have
nogen saadan. Jeg m aatte derfor gøre ham
opmærksom p aa, at den sidste Fo rd ring , som
m an i Oldtiden kun stillede til en S lave, og i
vore Dage enten m aatte holde en Hovm ester
eller en Bonne til at opfylde, ikke kunde stilles
til en H uslæ rer. Dog lovede jeg — i Betragtning
af, at Børnene mere end ønskeligt havde væ ret
overladte til sig selv — saa vidt m uligt, men
uden Forpligtelse, at have T ilsyn med dem
ogsaa udenfor Skoletiden, for saa vidt de var
i m in Nærhed.
Dermed var vi dog ikke komne over det
1 9 8