208 / 399
og for aabenbar T rods mod Læ reren , der gør
den til
u ltim a ra tio
for Hævdelsen af hans
Avtoritet. Det trøstede ham lidt, at vi var
enige i saa m eget, men om vi end fra begge
Sider kunde slaa os til Ro ved H aabet om, at
intet af de to betegnede Tilfæ lde vilde ind
træffe, forbeholdt jeg m ig d o g , hvis et af dem
indtraf, at handle efter bedste Skøn.
Derimod kom vi slet ikke til Enighed om
det af ham foreslaaede S u rrogat for alle andre
Straffe. Det var nem lig — Sult. S kønt jeg
kunde slaa om m ig med C itater af Campes
Seksten-B inds „Revisions Væ rk om Skole- og
Opdragelses væ sen et“ (mellem hvis sidste Gen
nem læ sere jeg haaber at kunne hævde m in
Plads!) og anføre de mest udmæ rkede Avtoritets-
vota mod denne fæle Straf, var hele m in pæda
gogiske Viden uden V irkning overfor hans T ro s
artikler, og af dem havde han adskillige, der
lød temmelig paradoksale. N a a r der var Tale
om Sygdomme og Læ gekun st, kunde ingen
D isput rokke han s Overbevisning om at:
„W enn m an b aar immer sp is’ Kærnmelchs-
grot des Abends, blifer m an nimm er k ra n k .“
og i Henseende til Skoletugt og Børneopdragelse
2 0 0