213 / 399
2 0 5
giver Overvinderen. Vi talte nu aldrig mere
om Suitestraffen, men vi talte endnu m indre
sammen end før.
Hvad jeg fra først af havde forudset, ind
traf endelig. Mærkeligt nok, at det lod vente
paa sig i næ sten halvandet Aar.
En Form iddag i Skoletiden havde den
ældste af Drengene faaet et usædvanlig stæ rk t
Anfald af rebelsk Uvornhed. Det begyndte saa
sm aat med, a t han kastede Pap irskug ler paa
Søsteren, og han vedblev dermed, skønt det
mere og mere alvorligt blev ham forbudt. Da
det var aabenbar T rods, forsikrede jeg ham,
at hvis han gentog sine F lovser en Gang
endnu, skulde han faa P ry g l, men herpaa
svarede han nok saa kæk, at jeg turde ikke
slaa ham, for det havde hans F ader forbudt.
Nu var der kun E t at gøre!
„Gaa ind i Kammeret, og hen t S p a n sk
rø re t!“ — befalede jeg.
H an gik, men gav sig med det Samme
til at hyle saa højt, at det genlød over hele
Gaarden — naturligvis i det Haab, at Faderen
skulde komme ham til Undsæ tning. Det H aab
slog im idlertid fejl, og da han endelig bestandig
skraalende bragte det skrækkelige T ugteapparat,