218 / 399
2 1 0
i det rette Minut, som E fterretningen om den rige
Onkels Død i de franske Komedier, ja saa
usandsynlig nøjagtigt, at jeg næppe vil undgaa
at vække Mistro, n a ar jeg fortæ ller det! — og
da han var færdig, skænkede han atter G las
sene fulde og foreslog: at vi skulde lade „ d e t
H e l e “ være glemt.
Til han s store F o rund ring svarede jeg:
„Nu vel! Efter hvad jeg h a r set i disse Breve,
skal jeg helt overlade al S tra f til Deres Godt-
befindende“ — og dermed overrakte jeg ham
de to Breve.
Det ene var fra m in første Principal, P ro v
sten, der tilbød mig en Andenlæ rerplads ved
Borgerskolen i den Købstad, hvortil han var
blevet forflyttet. Det andet var fra m in Fader,
der underrettede mig om, at Fugleberg Skole
kald var blevet ledigt, og at Kaldspatronen
havde lovet, at jeg skulde faa det, n aar jeg
søgte det. Begge Embeder skulde tiltrædes til
N ytaar.
Det var tilstrækkelig Forklaring over min
pludselige Føjelighed.
Otte Dage efter holdt jeg A fskedseksamen,
der udviste en saa stor F rem gang i Børnenes