222 / 399
214
En Gang kom jeg dog ganske tilfældigt til
a t skrive et lille Digt, der bevægede sig belt
udenfor Mystikkens og Rom antikkens taagede
Omraade.
P a a en Spaseretu r langs Søen kom i et
Selskab, der udgik fra Præ stegaarden, „K laus
N ars 0 “ — en lille Holm, der nu, saa vidt
jeg ved, er landfast — paa Tale. Der blev
spurgt om A arsagen til dens Navn, og man
kunde til Svar herpaa kun oplyse, at der havde
gaaet et Sagn om, at en Konge engang havde
sat sin H ofnar ud paa denne 0 . N arren havde
heddet K lavs, men hvad Kongen hed, og hvor
for N arren var blevet deporteret derud, det
vidste man ikke mere. Den gamle Original,
Avditør P o u l R a s m u s s e n , der havde optegnet
Alt, hvad han i hele sit Liv havde hørt og set,
bekræftede baade, a t han i sin Barndom havde
hørt Sagnet, og a t der allerede den Gang var
saa lidt tilbage af det. H an kunde imidlertid
tilføje, at der var skrevet et (maaske utrykt)
Digt om Øen af hans Plejefader, Digteren
E d v a r d S to rm , men det gav ingen Oplysning
om nogen Hofnar, men om en dansk Apicius:
Claus Nar han var saa mægtig en Mand,
Han havde i Farum sit Sæde.
Hans største Lykke, jeg siger forsand,
Var den: at drikke og æde.“