228 / 399
og vilde næppe blevet synderlig forundret, hvis
han ikke havde fundet dem egnede til U d
givelse, men denne Uvished om, hvad de vilde
bringe m ig: enten en Anerkendelse, som jeg
oprindelig ikke havde betragtet som sand syn
lig — eller: en Reduktion af de Forventninger,
som Andres mere velvillige end velbegrundede
K ritik havde vak t — d e n vilde jeg gerne se
en Ende paa.
Da T jeneren havde meldt mig og aabnede
Døren for m ig , hviskede h an , at hans H erre
kun havde et P a r M inuter til overs: han skulde
have en Festino om Aftenen.
Jeg vilde derfor fatte mig ganske kort,
men næppe havde jeg aahnet Munden, før han
meget venlig afbrød m ig med de Ord: „Ah —
nu kender jeg Dem igen. De vil spørge mig
om D igtene? F o r dem kan De væ re rolig.
F ra første Juli sker der en Forand ring med
Ugebladet, og til den T id h a r jeg gem t Deres
Digte. De vil komme til at begynde i et af
de første Num re af „F ig a ro “. Gør mig den F o r
nøjelse at benytte disse Fribilletter til Festinoen
i A ften — saa træffes vi m aaske der! — U nd
sky ld !“ — Han sa a ’ paa sit Ur, og jeg forstod,
at Avdiensen var forbi, bukkede og takkede og