234 / 399
Nu, jeg har ofret dem min Tid,
Min bedste Kraft, min største Flid,
Men al den Tak, hun hidtil gav,
Var kun Bebrejdelser og Gnav;
Ti hun gør Krav
Paa meget Mere,
End det er muligt at præstere:
Min Dag, min Nat, mit Liv, min Sjæl,
Min Krop fra Hoved og til Hæl —
Alt hører jo kun hende til!
Naar blot jeg om en Anden drømmer,
Hun paastaar, jeg min Pligt forsømmer
Og sætter hendes Vel paa Spil.
Hvert Suk, hvert Savn hun strængt fordømmer,
Og mindst af Alt hun taale vil,
At under hendes Tag jeg huser
Forfløjne og forløbne Muser.
Min stakkels Hagar derimod —
Ak, hun er kun Slavinde,
Et fattigt Barn af blandet Blod,
Der flakker om paa Tater-Fod;
Men hun er ung og glad og god
Og pukker ingensinde.
Om hun er smuk, det ved jeg ej,
Men min, det er hun, og for mig
Er hun komplet forførende;
Og hun er uinteressert,