239 / 399
2 3 1
Som Prædikant var han ellers herlig,
Skønt ikke videre menneskekærlig.
„Svovlpølen“ nævnte han elleve Gange
Og „Tændersgnidsel“ vist dobbelt saa mange.
Værst skal han være, naar Kirken er tom
(Det er den nok næsten Aaret om!)
Til Paaske, Pintse og Jul er han bedst,
For han er nidkær som „Offer“-Præst.
Fugle-Bjergboerne — de er honnette!
Med dem kan jeg herlig komme tilrette.
De er velvillige og beskedne,
Somme er blot en Smule svedne.
Der er to Slags, som er højst forskellige:
Dem, der bander, og dem, der er hellige,
Dog lader det til, at den første Sekt
Har en betydelig Overvægt.
„Omgang med Mennesker“ holder jeg ikke,
Her kan man saa dejligt undvære Knigge.
Jeg sidder som en umagen Ugle
Midt mellem Fuglebjergs pæne Fugle.