243 / 399
2 3 5
Lyset er nedbrændt. God Nat, min Ven!
Hagar mig vinker til Lejet hen —
Hvad der jeg tør drømme ved hendes Side,
Faar Præsten i Krummerup aldrig at vide!
Den Følelse af Ensomheds-Uhygge, der havde
været saa trykkende mens jeg var H uslæ rer, blev
mig nu aldeles overvældende. H er var jeg h en
vist til et gennemført Eneboerliv udenfor Skole
tiden. Mens jeg tidligere havde nydt alle mine
Maaltider sammen med den Husstand, hvoraf
jeg var Medlem, maatte jeg nu spise min F ro
kost og Aftensmad alene, og kun om Mid
dagen, n aar jeg spiste oppe i Kroen, havde jeg
et langt fra livligt Selskab i Gæstgiverens lille
Fam iliekreds.
P ræ sten havde fra første Øjeblik vist sig
saa fjendlig imod mig, at jeg holdt mig saa
langt og længe borte fra ham som muligt, og
der var ingen af Skolelæ rerne i de nærmeste
Byer, med hvem jeg havde Interesser til fælles.
Overfor Herregaardsfolkene var jo en stakkels
Skolemester ikke noget passende Selskab, og
Fuglebjerg var ikke som Farum et Sted, hvor
Kunstnere, Digtere og deslige Folk laa paa