244 / 399
2 3 6
Landet. Kom der en Gang imellem en Køben
havner derud og slog sig til Ro en Ugestid,
saa var det en S lagter eller K reaturhandler, der
kom for at gøre Opkøb.
Under disse Forhold var det let forklarligt,
at jeg fortsatte den allerede tidligere begyndte
F lugt for Virkeligheden, som syntes mig saa
utilfredsstillende, og digtede m ig dybere og dy
bere ind i en Drømmeverden. Havde jeg haft
Opium eller H aschisch vilde jeg uden Tvivl
have taget min Tilflugt til disse Beruselses- og
Bedøvelsesmidler, men i Mangel af dem kastede
jeg m ig over Heines og Byrons Digte, og jeg
kan ikke nægte, at de gjorde deres V irkning.
Det gik m ig som Dværgene i den Parabel, jeg
siden skrev: jeg kunde ikke lægge en Tomme
til m in Vækst, men derimod lykkedes det mig
ikke saa ilde at efterligne disse H errers S k a
vanker. Det opdigtede „ Je g “, paa hvilket jeg
lagde m ine Vers i Munden, havde baade Byrons
Hestefod og Heines visne Rygm arv, det sa a’
med Overmæ ttelsens Forag t ned paa den Verden,
hvori je g ikke havde levet, men efter hvis H e r
ligheder jeg havde smægtet, og det spottede efter
bedste Evne de E rfaringer, jeg ikke havde gjort,
og de Følelser, jeg ikke havde oplevet.