247 / 399
2 3 9
Vidnesbyrd var Adgang til et P arad is, som
Utallige havde offret Livet for at n a a ? —
I den urolige T ilstand, hvori jeg befandt
mig, kom dette Spørgsmaal over mig ikke som
en F lyvetanke, men som et alvorligt Enten-
Eller. Jeg skal ikke forsøge paa at skildre de
Sindsbevægelser, det fremkaldte, men kun hen
vise til Digtet „T ro og V iden“, som jeg paa den
Tid skrev efter et Motiv af A l o i's B lu m a u e r .
Jeg havde dengang nylig læst B a u r s og S t r a u s z ’
Skrifter og var for godt belæst i K irkehistorien
til, at jeg uden en Tankeomvæ ltning skulde
kunne slaa over i den efterhaanden udviklede
kirkelig ortodokse Trosbekendelse, men paa den
anden Side havde jeg ogsaa indset Positivismens
Trøstesløshed og Nyrationalism ens Halvhed, og
følte en naiv Beundring for S ø r e n K ie r k e -
g a a r d s „Credo quia ab su rdum “ der taalte et
hvert Angreb. Maaske var det dog kun min
Forbavselse over, at den store Tænker havde
kunnet slaa sig til Ro ved Paradok set, der
pyntede den syge Mand med Glorien, men vist
er det, at hans Skrifter paa den Tid bidrog-
meget til mine Forsøg paa at gøre ligesaa.
Den stæ rkeste Paav irkn ing modtog jeg dog
ved min Omgang med en Familie, hos hvem den