250 / 399
kunde hun ved en stille, blid Sam tale blødgøre,
saa de flød hen i T a a rer og lovede Bedring.
I de tre Hovedsprog var hun hjemme som en
Indfødt, og skønt hun nødig lod sig mæ rke
dermed, oversatte hun Latin temmelig færdigt.
V idunderlig belæst v a r hun ogsaa. Uagtet hun
aldrig søgte Lejlighed til at vise sine K und
skaber, overraskedes man idelig ved at opdage,
hvor meget hun vidste i de forskelligste R et
ninger, og hvor klart alt, hvad hun havde læst,
stod for hende.
Det var meget sjældent, at hun blandede
sig i en Disput, uagtet der blev ført D isputter i
Mængde i det tolerante Æ g tepars Hus. Kun naar
hendes Mand, der var en ivrig D isputator, i S tri
dens Hede havde vovet sig for langt ud i sine
P aradokser og Hyperboler eller hildet sig i en
ugennemførlig Allegori, tog hun beskeden fat,
hvor han slap, og hjalp ved et forklarende:
„S tephansen mener vist . .
baade ham selv
og hans Modpart til Forstaaelse og Fortsæ ttelse.
Greb nu denne Lejligheden til at fastholde
h e n d e i Disputten, saa gjorde han kun et
daarligt Bytte, ti den Klarhed, hvormed hun
udtrykte sig, den V arsom hed, hvormed hun
valgte sine Ord og det Skarpsyn, hvorved hun